dig

Ordet “dig” er et af de mest fundamentale pronominer i det danske sprog. Det fungerer som den akkusative og dative form af “du”. Hvor “du” altid er subjektet (den, der udfører handlingen), er “dig” objektet (den, handlingen retter sig mod). Det svarer direkte til det engelske “you” i objektsform.

“Dig” optræder i to primære grammatiske positioner. For det første som direkte eller indirekte objekt efter et verbum, f.eks. “Jeg ser dig”. For det andet efter præpositioner (forholdsord), f.eks. “Gaven er til dig” eller “Jeg vil gerne med dig”. Det bruges også som et refleksivt pronomen for 2. person ental, når subjektet og objektet er det samme, som i “Du vasker dig”.

I moderne dansk bruges “dig” i næsten alle sociale sammenhænge. Da det danske sprog i dag er meget uformelt, bruges det overfor både venner, familie, kolleger og fremmede. Det findes i faste vendinger som hilsner (“Hvordan går det med dig?”) og i følelsesmæssige udtryk (“Jeg savner dig”).

Det forveksles ofte af begyndere med “du”. Den gyldne regel er: Hvis du kan erstatte ordet med “mig” (og det stadig giver mening grammatisk), skal du bruge “dig”. Hvis du kan erstatte det med “jeg”, skal du bruge “du”. Det adskiller sig også fra de possessive pronominer “din/dit/dine”, som angiver ejerskab, hvorimod “dig” refererer til personen selv.