at

Ordet 'at' er en uundværlig del af den danske grammatik og fungerer som en af de vigtigste byggesten i både tale og skrift. Det optræder i to hovedroller: som infinitivmærke og som bindeord (konjunktion). På CEFR A1-niveau er det et af de første ord, man lærer, fordi det gør det muligt at danne komplekse sætninger og udtrykke handlinger i deres grundform. Uden 'at' ville det være umuligt at forbinde verber eller introducere hvad folk tænker, føler eller siger.

Som infinitivmærke placeres 'at' direkte foran et verbum i navnemåde. Dette svarer præcis til den engelske brug af 'to' i 'to eat' (at spise). Eksempelvis: 'Det er vigtigt at sove.' Her fungerer 'at sove' som sætningens subjekt eller objekt. Som konjunktion (bindeord) bruges 'at' til at indlede en ledsætning, der fungerer som objekt for et verbum i hovedsætningen. Et klassisk eksempel er: 'Jeg ser, at solen skinner.' Her forbinder 'at' den primære observation med det faktiske indhold af observationen.

'At' findes i alle sproglige registre. I hverdagssproget bruges det konstant til at udtrykke lyst eller planer ('Jeg har lyst til at...'). I formelle sammenhænge bruges det ofte til at præsentere fakta eller argumenter ('Det må konstateres, at...'). Det er også en central del af faste vendinger som 'for at' (in order to), som angiver en hensigt eller et formål med en handling.

Den største kilde til fejl for både udlændinge og indfødte danskere er forvekslingen mellem 'at' og 'og'. I talesprog udtales begge ord ofte som en svag vokal (schwa-lyd), hvilket gør dem identiske i øret. Reglen er dog klar: 'og' forbinder to ting af samme type (to navneord eller to hovedsætninger), mens 'at' peger frem mod en handling eller en underordnet forklaring. En god huskeregel er at prøve at oversætte til engelsk; hvis det giver mening med 'to' eller 'that', skal man bruge 'at'.