kan

'Kan' er et af de mest centrale modalverber i det danske sprog. Det er den nutidige form af infinitiven 'at kunne'. Som modalverbum bruges det næsten altid sammen med et andet verbum for at modificere handlingens karakter, typisk ved at indikere at subjektet besidder en færdighed eller at en situation er mulig. Det er et uregelmæssigt verbum, hvilket betyder, at det ikke følger de standardmæssige bøjningsregler for danske verber i nutid (det ender ikke på -er).

Den vigtigste grammatiske regel for 'kan' er, at det efterfølges af et hovedverbum i infinitiv uden 'at'. Man siger f.eks. 'Jeg kan svømme' (ikke 'Jeg kan at svømme'). En anden vigtig detalje er, at 'kan' er identisk i alle personer; det hedder 'jeg kan', 'du kan', 'vi kan' osv. Det kan også optræde alene, hvis hovedverbet er underforstået, ofte i svar på spørgsmål eller i forbindelse med bevægelse (f.eks. 'Jeg kan ikke mere').

Verbet bruges i fire primære sammenhænge. For det første: Færdigheder (Jeg kan tale dansk). For det andet: Mulighed (Det kan blive koldt i nat). For det tredje: Tilladelse (Kan jeg gå nu?), selvom 'må' er mere formelt korrekt her. For det fjerde: I faste vendinger som 'at kunne lide' (Jeg kan godt lide kaffe), hvilket svarer til det engelske 'to like'.

'Kan' forveksles ofte med 'må'. Mens 'kan' primært handler om evne og fysisk mulighed, handler 'må' om tilladelse eller forbud. Hvis man siger 'Jeg kan ikke komme', betyder det ofte, at man er forhindret. Hvis man siger 'Jeg må ikke komme', betyder det, at man har fået forbud mod det. Derudover adskiller 'kan' sig fra 'skal', som udtrykker fremtid eller tvang.