mig

Ordet “mig” er et af de mest grundlæggende ord i det danske sprog. Det fungerer som den akkusative og dative form af pronomenet “jeg”. Hvor “jeg” altid er subjektet (den der udfører handlingen), er “mig” objektet (den som handlingen retter sig mod). 2) Brugsmønstre: “Mig” optræder typisk to steder: efter et verbum (f.eks. “Han ser mig”) eller efter en præposition (f.eks. “Gaven er til mig”). En vigtig detalje på dansk er, at vi bruger “mig” efter verbet “at være” i sætninger som “Det er mig”, hvilket adskiller sig fra meget formelt engelsk. 3) Almindelige kontekster: I daglig tale bruges “mig” også i refleksive forbindelser. Når man gør noget ved sig selv, bruger man “mig” sammen med “jeg” (f.eks. “Jeg vasker mig”). Det bruges i alle sociale lag og i alle typer kommunikation. 4) Sammenligning med lignende ord: Den mest almindelige fejl for begyndere er at forveksle “jeg” og “mig”. Man kan teste det ved at se, om ordet står alene eller som modtager. Man siger aldrig “Mig vil have kaffe”, men man siger “Giv mig kaffe”. I sammenligninger ser man ofte “mig” efter ordet “end” (f.eks. “Hun er hurtigere end mig”), selvom nogle sprogbrugere i meget formelle tekster foretrækker “end jeg”.